
Frivillig i Kirkernes Sociale Arbejde i Struer Kommune
Der er brug for dig!
Vil DU være frivillig i ’Kirkernes Sociale Arbejde i Struer Kommune’?
At være frivillig giver glæde og en masse gode stunder – og studier viser, at frivillighed faktisk er med til at styrke din mentale sundhed.
Der er mange måder, hvorpå man kan være frivillig. Her på siden vil vi liste ’frivillig-jobs’ op, så du her kan se, hvor vi mangler frivillige. Dem finder du allernederst.
’What’s in it for me?’
… eller sagt på jysk: ’Wa får a ud a’et?’
- Du har noget aktivt at lave – og kommer ud ad døren
- Du bliver ofte en del af et nyt fællesskab
- Du lærer nye kompetencer og udfordrer hjernen
- Du oplever, at du er med til at gøre en forskel for andre
- Din mentale sundhed styrkes
Punkterne er uddybet herunder.
Du kan være frivillig i én eller flere af ’de syv arbejdsområder’ – eller måske noget helt andet. Måske vil du være med til at starte Mandefællesskaber op? Måske vil du være frivillig juleaften? Måske ved du nok om sorggrupper til at være frivillig dér? Måske noget helt andet? Vi har mange muligheder.
Hvis du vil være med, så kontakt koordinator Kirsten Vindum.
5 gode grunde til at være frivillig
Du har noget aktivt at lave – og kommer ud ad døren: Frivilligt arbejde giver dig mulighed for at bruge dine kompetencer og ressourcer aktivt, samtidig med at du kommer ud og deltager i meningsfulde aktiviteter.
Du bliver ofte en del af et nyt fællesskab: Ved at være frivillig kan du lære nye mennesker at kende og indgå i nye fællesskaber. Et større socialt netværk styrker trivslen og giver mulighed for praktisk og følelsesmæssig støtte.
Du lærer nye kompetencer og udfordrer hjernen: Frivilligt arbejde giver dig mulighed for at tilegne dig ny læring og bruge dine egne kompetencer. For eksempel kan du som frivillig instruktør på et motionshold både få større viden om motion og undervisning og selv få rørt dig.
Du oplever, at du er med til at gøre en forskel for andre: Neuroforskning viser, at hjælpsomhed faktisk gør os glade. Selvom det måske ikke var den primære grund til at gå ind i det frivillige arbejde, bidrager følelsen af at gøre en forskel til at styrke din mentale sundhed og trivsel.
Din mentale sundhed styrkes: Aktivitet, sociale fællesskaber og meningsfuldt arbejde er tre faktorer, der tilsammen styrker din mentale sundhed og trivsel som frivillig.
(Ældresagen)
Frivillig-opgaver lige nu:
Juleaften: Vil du være frivillig selve juleaften - eller måske 'bare' hjælpe med borddækning eller gaveindpakning? Klik her for mere information
Mandefællesskaber: Vil du være med til at skabe gode mandefællesskaber sammen med andre mænd? Klik her for mere information
Bage-korps: Kan du lide at bage? Hvis svaret er "JA", har vi et godt tilbud til dig: Du kan blive en del af vores Bage-korps. Læs mere på den gule plakat og kontakt gerne koordinator Kirsten Vindum. Vi har allerede nogle arrangementer de kommende måneder, hvor vi mangler bagværk!


