
Juleaften i Holstebro
Julen er hjerternes fest, og derfor er det dejligt at kunne fejre julen sammen med andre. Nogle er af den ene eller anden grund i den situation, at der ikke er nogen i de nære relationer at fejre julen sammen med i år, og derfor tilbyder Kirkernes Sociale Arbejde i Holstebro mulighed for at mødes og fejre juleaften sammen med andre i samme situation.
Der er mange traditioner forbundet med juleaften, og selv om mange af dem minder om hinanden, er der også forskelle. Vigtigere end de specifikke traditioner er dog, at vi kan bruge tid med andre mennesker, da kærligheden lever bedst i fællesskab.
Der kan være mange grunde til at ønske at fejre juleaften sammen med andre mennesker end ens nærmeste familie.
- Måske er det hvert andet år at festen fejres med dig?
- Måske har du mistet dem, du plejede at fejre julen sammen med?
- Måske har du ikke et netværk, der rummer det at fejre jul sammen?
- Måske har du overskud til at være med til at hjælpe med lidt praktiske opgaver og være med til at glæde andre med dit nærvær juleaften?
Uanset hvad grunden er, er du meget velkommen til at rette henvendelse og høre nærmere.
Det kan være, du selv har nogle gode ideer, som vi kan blive beriget af.
Søger du julefreden kan vi også anbefale, at du benytter kirkens rum til at fejre, at Jesus, Guds Søn, blev født som menneske for at give os nyt håb og nyt liv. Han viser os, hvor dyrebar kærligheden er, og større julegave end dette findes ikke.

Her kan du være med
Juleaften med Holstebro Kirke
Sognehuset
Holstebro Kirke
Kirkestræde 9a
7500 Holstebro
24. december 2025 kl. 18