
Kirkernes sorggrupper og livsfortællingsgrupper i Herning Kommune
Når vi mister en af vores nærmeste, bliver der tomt omkring os. Vores kærlighed bliver hjemløs, og vi skal nu leve med sorgen og savnet og finde ud af, hvordan vores liv igen kan give mening.
Vi rammes alle af sorg i løbet af vores liv. Kirkerne har stor erfaring med at tale om liv og død og at være hos familier og enkeltpersoner, der har mistet et familiemedlem eller et andet nærtstående menneske.
Flere kirker i Herning kommune tilbyder sorggruppe for voksne, der er ramt af sorg efter dødsfald. En sorggruppe er en mindre gruppe (4-8 personer) der mødes med 1 eller 2 gruppeledere for at dele deres erfaringer med sorgen med hinanden. Når vi møder andre, med lignende oplevelser giver det en følelse af at blive forstået og ikke at være alene med sorgen, som kan være meget tung at bære.
Nogen at tale med
Nogle oplever, det er lettere at tale med nogen, de ikke kender så godt. Nogen man ved, forstår hvad man snakker om. Sorggruppelederne hjælper med at alle får taletid. De kan tage et emne op fra gang til gang, så man ved hvilken del af ens tabshistorie, man skal fokusere på.
Nogle har stor glæde af at mødes med andre, der har en tabshistorie, der ligner ens egen, men som oftest betyder det ikke noget, at have forskellige aldre og at relationen til den afdøde er forskellig. Forskellighederne gør oftest, at vi endnu bedre kan hjælpe og støtte hinanden med at se og forstå ting, vi ellers ikke havde blik for.
Hvornår er jeg klar til at komme i sorggruppe?
Det er svært at sige, hvornår man har brug for at komme i sorggruppe. Når sorgen rammer er det som regel svært at kunne lytte til andres oplevelser. Ens egen sorg fylder det hele. I den første tid kan man altid spørge til en samtale med sin lokale præst, der har erfaring med at være hos et menneske i sorg.
Nogle mennesker bærer på en sorg hele livet, de aldrig fik sat ord på eller talt med nogen om. På den måde kan en sorg ikke blive for gammel til et sorggruppeforløb.
Kirkernes sorggrupper er gratis at deltage i. Det er ikke en del af kirkens forkyndende arbejde. Og man skal ikke bo ved den pågældende kirke for at deltage i deres sorggruppe. Første skridt er at tage kontakt til en af sorggruppelederne:
Også for børn og unge
Sorgen fylder også for børn og unge, derfor har Kirkerne i Herning også tilbud om sorggruppe for dem under 18. Se kontakt-oplysninger længere nede
Livsfortællingsgruppe
En livsfortællingsgruppe er også en lille tryg gruppe. Her deler man sin livshistorie med hinanden. I livsfortællingsgruppen kommer man som regel i tanke om flere minder, anekdoter og oplevelser, når man hører de andres historier og selv kommer i gang med at fortælle.
De første gange koncentrerer vi os om at fortælle i syv års intervaller: førskolealderen, skoletiden, teenageårene, ungdommen derefter kommer voksenlivet og tilslut pensionstilværelsen. Intervallerne gør at hver epoke får tid, men gør samtidig at en særlig tid ikke overtager hele ens fortælling.
I livsfortællingsgruppen er der plads til det hele både de triste og de glade minder, de rørende øjeblikke og dem vi forsøger at glemme. Kom og vær med. Der findes lige nu både livsfortælling for mænd og kvinder, se kontakt nedenunder
Her kan du være med
Sorggruppe for børn
Aulum kirkehus
Markedspladsen 14, Aulum
Sorggruppe for voksne
Snejbjerg Kirkehus
Bjergkvarteret 2, Snejbjerg
Næste forløb: januar til april 2025
Sorggruppe for voksne
Vildbjerg Kirkecenter
Burgårdsvej 6, Vildbjerg
Næste forløb: Januar 2025
Sorggruppe for voksne
Gjellerup præstegård,
Kirkebyvej 14, Gjellerup
Nyt hold begynder, når min. fire har henvendt sig
Livsfortællingsgruppe for mænd
Timring kirkes præstegård
Præstegårdsvej 2
Februar 2025
Livsfortællingsgruppe for alle
Koloritten
Markedspladsen 2, Herning
Februar 2025