Sorggruppe for unge

En sorggruppe er et sted, hvor du kan tale med andre, som også har prøvet at miste. Her er plads til at tale om det, der er svært, og om alle minderne. Her er der rum for både smil og tårer. I en sorggruppe er der også tavshedspligt, så du kan sige, hvad du tænker og føler. Sorggruppen kan også være stedet for nye bekendtskaber, fordi du kommer til at tale med jævnaldrende, som også er ved at finde ud af, hvordan de skal leve med deres sorg.

Alle unge i alderen 15-25, som har mistet, kan være med.

Vi forventer at starte en ny sorggruppe for unge i løbet af efteråret 2022, så kontakt vores frivillighedskoordinator, hvis du ønsker at være med i en sorggruppe for unge.

Sorgen forsvinder ikke, men du får lidt luft omkring dig , når du taler om det

Sorggruppedeltager

Netværk for unge

Ungenetværket er et tilbud for dig, som gerne vil lære nogle andre unge at kende. I ungenetværket snakker vi sammen om det der fylder i livet, og så laver vi mad sammen bagefter og spiser det sammen.

Læs mere om gruppen.

Trivselsgrupper for børn

Trivselsgrupper er vores tilbud på skolerne til børn der på den ene eller anden måde har det svært. I vores trivselsgrupper skaber vi et fortroligt rum for børnene, hvor de igennem leg og samtaleøvelser hjælper hinanden.

Læs mere om grupperne her.

Sorggruppe for voksne

Mange, der mister, har stor glæde af at deltage i en sorggruppe. Her kan vi dele sorgen og glæden med hinanden, og her møder vi andre, der også har mistet, og som derfor kan forstå, at vi er kede af det, og som kan rumme, at vi græder og giver udtryk for svære følelser og tunge tanker.

Sorggruppe for børn

Har du mistet din far eller mor, og er du mellem 8 og 12 år, er du velkommen i vores sorggruppe for børn. Vi vil snakke, og der vil hver gang være nogle lege eller øvelser, som sætter snakken i gang, og som tit også får os til at grine.

Sorgkorps

Når vi mister en af vores nærmeste, fylder sorgen ofte så meget, at vi ikke kan rumme andres sorg og derfor ikke er klar til at være med i en evt. sorggruppe. I denne situation kan man i stedet have glæde af at møde et menneske, der har haft et lignende tab.